NPV bliver første partner i Team Gentofte Elitesport

NPV træder ind som første officielle partner i Team Gentofte Elitesport og tilfører foreningen en markant støtte, der kommer til at gøre en reel forskel for eliteatleter i Gentofte.
Partnerskabet markerer et vigtigt skridt i arbejdet med at bygge bro mellem elitesport og erhvervsliv – både under og efter den aktive karriere.

NPV støtter fremtidens vindere – på og uden for banen

Team Gentofte Elitesport kan med stor glæde offentliggøre, at ejendomsudviklingsvirksomheden NPV indgår som partner i foreningen. Aftalen tilfører foreningen en betydelig støtte og er det første større partnerskab, siden Team Gentofte Elitesport blev etableret tidligere i år.

NPV’s engagement er med til at styrke talent- og elitesporten i Gentofte Kommune – ikke kun i jagten på medaljer, men også i forberedelsen til livet efter sporten.

 

En vision om at støtte både sportslig og karrieremæssig udvikling

Team Gentofte Elitesport er skabt med en klar vision: at støtte eliteatleter i deres sportslige udvikling og samtidig hjælpe dem med at bygge bro til en karriere i erhvervslivet. Midler fra partnerskaber som dette gør det muligt at uddele støtte til atleter, som har viljen og potentialet til at nå hele vejen – i sporten og i livet.

“Vi er utrolig glade og taknemmelige for den stærke opbakning fra NPV. Det betyder meget, at en visionær virksomhed som NPV ikke blot ser værdien i at støtte eliteatleter på deres vej mod sportslige mål – men også aktivt vil være med til at bygge bro til erhvervslivet og en karriere efter sporten. At NPV vælger at træde ind som partner og støtte med et flot beløb, kommer til at gøre en reel forskel for de atleter, der søger midler fra foreningen for at forfølge deres sportslige drømme. Det er en klar blåstempling af vores vision med Team Gentofte Elitesport, og vi glæder os til at byde Jens Schaumann, Kim Lang Sørensen og hele NPV velkommen i foreningen og det stærke netværk, der nu for alvor tager form,”

– Michael Casparij, projektleder i Team Gentofte Elitesport.

 

“I NPV tror vi på, at sportens værdier rækker langt ud over banen og kan inspirere og styrke både mennesker og virksomheder. Derfor er det naturligt for os at støtte Team Gentofte Elitesport, som bygger bro mellem erhvervsliv og eliteatleter og hjælper unge atleter godt videre, når sportskarrieren nærmer sig sin afslutning”,  

– Jens Schaumann, CEO i NPV A/S.

 

Et netværk for ledere med ambition og ansvar

Team Gentofte Elitesport er også et erhvervsnetværk for ledere og virksomheder, der ønsker at være en del af noget større – et fællesskab drevet af relationer, udvikling og fælles ambitioner.

Netværket mødes flere gange årligt på Gentofte Rådhus og kombinerer inspiration fra elitesport og erhvervsliv med faciliteret refleksion, sparring og adgang til centrale aktører i kommunen.

 

Er du interesseret i at høre mere om partnerskab, medlemskab eller netværket i Team Gentofte Elitesport?

Kontakt os for en uforpligtende dialog:

Michael Casparij

michael@teamgentofteelitesport.dk

+45 26 25 69 99